Flere års fængsel for voldtægt, frihedsberøvelse, afpresning og gentagne røverier

dato

En 32-årig mand er blevet idømt syv år og seks måneders fængsel for blandt andet voldtægt, røveri, afpresning og bedrageri.

Retten i Holbæk har i dag idømt en 32-årig mand syv år og seks måneders fængsel.

 

Manden var tiltalt i flere forhold, og han blev blandt andet dømt for røveri mod en kvinde begået i hendes hjem, hvor han havde indfundet sig som følge af en aftale om samleje mod betaling. Ved brug af trusler om vold og under henvisning til sine relationer til rocker- og bandemiljøet fik han kvinden til at udlevere penge til ham. Han blev endvidere dømt for bedrageri mod kvinden, da han ikke betalte for to samlejer.

 

I et andet forhold, begået to dage senere, udsatte han en anden kvinde for frihedsberøvelse, afpresning samt flere voldtægter. Den 32-årige mand havde lokket kvinden til en adresse i Skamstrup med henblik på samleje mod betaling, hvorefter han igen, under henvisning til sine relationer til rocker- og bandemiljøet, fik kvinden til at udlevere penge til ham. Under frihedsberøvelsen voldtog han kvinden fire gange og truede hende til ikke at gå til politiet.

 

Derudover blev manden dømt for flere røverier mod dagligvarebutikker samt en kiosk på adresser i København, Hedehusene, Jyderup, Ølstykke og Brøndby. Samtlige forhold blev begået inden for en periode på omkring tre uger.

 

”Der har under sagen tegnet sig et billede af en mand, der gennem tre uger har begået adskillige og alvorlige forbrydelser mod flere forurettede. Derfor er jeg meget tilfreds med, at retten i vidt omfang har fundet tiltalte skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet og har idømt ham en længere fængselsstraf,” udtaler senioranklager Anne-Mette Seerup.

 

Den dømte var varetægtsfængslet under sagen og blev fortsat varetægtsfængslet efter dommen. Han tog betænkningstid med hensyn til anke.

 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi