Lokalbetjente på præventiv patrulje

dato

Torsdag eftermiddag kørte en patrulje fra forebyggelsesafdelingen en tur rundt i Holbæk, for at tale med de unge, og følge op på anmeldelser fra borgerne om muligt narkosalg og hashrygning. Flere borgere anmelder, at der ryges hash og at unge hænger ud omkring pizzariaet og supermarkedet i Ladegårdsparken, hvilket skaber utryghed i området.

Patruljen lagde derfor vejen forbi Ladegårdsparken og tog en snak med de lokale, men alt var roligt, og ingen af de unge uromagere var på stedet. Herefter gik vejen forbi Kikhøjparken, Grønneparken, Seminarieparken, Bysøparken og Holbæk Station. Også her åndede alt fred, og politiet kunne fortsætte deres patrulje videre vest på til Jyderup, hvor mange borgere havde klaget over hurtige og larmende knallerter.

Kl. 17.05 da nåede de bygrænsen på Holbækvej i Jyderup mødte betjentene en gammel kending, om kørte uden gyldigt kørekort. En 37-årig mand fra Mørkøv, som blev sigtet for kørsel uden førerret, og formanet om at lade bilen stå. Kort efter var bilen dog væk fra Holbækvej, og patruljen traf igen bilisten siddende bag rattet foran sit hjem. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret for anden gang den aften. Bilen var en han havde lånt, så ejeren blev sigtet for at overlade bilen til en uden kørekort.

Kl. 17.30 mødte patrulje tre knallerter med et meget højt lydniveau, som kørte væsentlig mere end 30 km/t. En knallertfører stak af, men betjentene fik fat i to unge mænd på 15 og 16 år, som fik gennemgået deres knallerter, der viste sig at være drøn ulovlige, da udstødningen larmede kraftigt. Hverken indregistering eller forsikring var i orden, og der blev fundet fejl på et speedometer og flere fejl på lyset.

Knallerterne blev taget med ind til nærmere undersøgelse, hvor tophastigheden vil blive målt på et rullefelt. De unges forældre blev orienteret om sagerne, og de vil få besked om konsekvenserne for de unge, når undersøgelserne er afsluttet. Da transportbilen til knallerterne kom frem var flere unge fra området dukket op, og der var enighed blandt de unge om, at de efterhånden kendte flere af deres lokalbetjente ret godt og havde bemærket et skærpet knallertindsats i Jyderup.

Kl. 19.05 kørte patruljen i Særslev ved Snertinge, Kalundborg, da de mødte en motorcyklist, de ville standse rutinemæssigt. Politibilens blink blev tændt, men det fik motorcyklen til at øge farten og køre væk fra patruljen med flere hasarderede overhalinger, så patruljen tabte motorcyklen af syne. De andre patruljer i området fik en melding om den flygtede motorcykel over radioen, og der gik ikke længe før motorcyklen og føreren, en 23-årig mand fra Svinninge, blev fundet i en indkørsel. Det viste sig, at motorcyklen var stjålet, så politiet anholdt den 23-årige, som blev taget med på politistationen. Ved afhøringen erkendte at motorcyklen var stjålet, og at han kørte uden gyldigt motorcykelkørekort.

Den retmæssige ejer af motorcyklen var d. 16. august kørt galt på Skovvejen i Regstrup, og efterlod motorcyklen i vejgrøften. Da han senere ville hente den, var den blevet stjålet. Han kan nu glæde sig over, at få sin motorcykel tilbage.

De sigtede kan forvente at høre mere i deres sager senere, når sagerne skal afgøres.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi