Jyderup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Weekendens anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Hornsherredvej, Lyndby, Kirke-Hyllinge
Solrød Center, Solrød Strand
Bjergvej, Kværkeby, Ringsted
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Morbærhegnet, Greve (2 anmeldelser)
Fredensvej, Benløse, Ringsted (forsøg)
Mølleengen, Jyllinge
Huginsvej, Solrød Strand
Tinghaven, Tune
Skippingevej, Særslev, Snertinge
Rosengårdsminde, Greve
Karlstrupvej, Solrød Strand
Flengsager, Svorgerslev, Roskilde (forsøg)
Kirsebærhegnet, Greve
Glentevej, Køge
Kildehuset, Greve
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Knarbo Agre, Kårup Skov, Fårevejle St.
Løserup Strandvej, Løserup, Holbæk
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Æblehaven, Roskilde
Skovbovej, Bjæverskov
Lyngageren, Svogerslev, Roskilde
Himmelev Skovvej, Himmelev, Roskilde
Boserupvej (Boserup skov), Roskilde
Rendebjergvej, Tune
Mølleparken, Borup
Lerskovvej, Vråby, Hårlev (forsøg)
Fredag – lørdag:
Butikstyv stjal drømmekagemix, fluespray og trusser – Stationscentret, Roskilde
Fredag anmeldte Føtex i stationscentret en sag fra torsdag i sidste uge, hvor personalet kl. 15.25 havde tilbageholdt en 33-årig kvinde fra Køge, som var gået igennem kassen uden at betale for en række varer.
I en medbragt pose havde kvinden gemt en fluespray, en drømmekage-mix, en pakke frikadeller, en citronpresser, en pung, et bælte, trusser og sæbe til en samlet værdi af 961 kr., som hun vil blive sigtet for at stjæle.
Varerne blev leveret retur til butikken, som ikke havde et erstatningskrav. Kvinden erkendte tyveriet på dagen, og hun kan forvente at høre mere i sagen fra politiet.
Narkobilist med joint i hånden – Sydmotorvejen, Køge
Kl. 14.57 anmeldte en vågen borger, at en anden bilist på Sydmotorvejen sad bag rattet, mens han røg på en hashjoint.
Den mulige narkobilist, en 32-årig mand fra Næstved, blev stoppet på Sydmotorvejen mod syd ved Lellingeafkørslen, hvor en narkometertest viste positiv for hash. Han blev anholdt og taget med til sygehuset, hvor han fik udtaget en blodprøve og herefter løsladt.
Narkobilist med barn som passager – Hornsherredvej, Lyndby – Kirke-Såby – Lejre
kl. 16.05 blev en 33-årig kvinde fra Lejre kommune stoppet rutinemæssigt i en bil på Hornsherredvej i Lyndby. Bilisten blev testet med narkometeret, som viste positiv for hash, så hun blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse.
Med som passager i bilen var en 6-årig pige, så politiet underrettede de sociale myndigheder om sagen af hensyn til pigens trivsel. Den 33-årige blev løsladt efter blodprøveudtagelsen, men kan forvente at høre mere i sagen senere.
Bilist kørte videre efter påkørsel af cyklist – Vestergade, Ringsted
Kl. 16.18 anmeldte en 30-årig mand fra Ringsted, at han netop var blevet påkørt i en rundkørsel ved Ringsted Station, så han røg op på bilens kølerhjelm. Bilisten stoppede kort op og spurgte til cyklistens tilstand, men opgav ingen oplysninger før han accelererede væk fra stedet. Cyklisten havde slået sig men, var ikke kommet noget alvorligt til, men hans cykel var ødelagt.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor de afhørt cyklisten og et vidne, som havde set uheldet. Cyklisten kørte ad Fynsgade mod syd ind rundkørslen, hvor han blev ramt af bilisten, der kørte ind i rundkørslen ved Vestergade.
Vidnet havde set registreringsnummeret på bilen, så politiet kontaktede bilens ejer, som henviste til et familiemedlem, der havde kørt i bilen. En 53-årig mand fra Skælskør erkendte at have været impliceret i et uheld i rundkørslen med cyklisten.
Han blev afhørt til sagen og gjort bekendt med sit ansvar som part i et uheld. Bilisten blev desuden gjort bekendt med, at han kunne forvente at blive sigtet i sagen, når uheldsrapporten var færdig og sagen belyst.
Bilejer havde aluminiumsbat i bilen – Ivar Huitsfeldtsvej, Køge
Kl. 19.20 kørte en patrulje rutinemæssigt ind i parkeringshuset på Ivar Huitfeldtsvej for at lave en tryghedsskabende tilsyn på stedet.
Flere personer omkring et køretøj løb spontant fra stedet, og politiet kunne efterfølgende konstatere, at en personbil var efterladt med motoren i gang. I bilen lå et aluminiumsbat og personlige ejendele som f.eks. overtøj og mobiltelefoner.
Politiet sikrede bilen ved at tage bilnøglen og aflåse bilen, så bilnøglen efterfølgende kunne afhentes på politistationen i Køge.
Senere fredag aften indfandt sig en afkølet, 20-årig mand fra Køge, der var ejer af bilen, og som erkendte at have medbragt battet uden noget anerkendelsesværdigt formål. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af våbenlovgivningen og fik udleveret bilnøglerne til sin bil, som en medfølgende kammerat lovligt kunne føre fra stedet. De øvrige flygtende, som han havde været sammen med i parkeringshuset, ønskede han ikke at fortælle noget om.
Den 20-årige kan derfor nu se frem til at modtage en afgørelse efter sigtelsen for overtrædelse af våbenlovgivningen.
Færdselsuheld / spirituskørsel – Kong Valdemars Vej, Roskilde
Kl. 02.42 slog en beboer på Kong Valdemars Vej alarm til politiet, efter at en bilist var forulykket og kørt ind i et hegn på en privat adresse.
Politiet fik på uheldsstedet kontakt til en spirituspåvirket, 18-årig mand fra Roskilde, der som fører af en personbil havde kørt ad Kong Valdemars Vej i nordvestlig retning. Kort efter sidevejen Kongebakken var han i en svag venstrekurve fortsat ligeud, så han havde påkørt først en lygtepæl og dernæst et hegn på en privat adresse i højre side af kørselsretningen.
Ingen øvrige trafikanter var blevet involveret i uheldet, og den 18-årige var sluppet uskadt fra uheldet.
Da den 18-årige var påvirket af spiritus og kunne mistænkes for spirituskørsel på uheldstidspunktet, blev han sigtet for spirituskørsel og fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Uorden på restauration og spirituskørsel – Rødvig – Stevns
Kl. 02.55 rykkede politiet ud til en restauration i Rødvig, hvor en mandlig gæst havde optrådt støjende og forstyrrende.
Politiet bemærkede på vej til Rødvig, at en bilist kørte hastigt derfra ud af byen, hvilket kunne være relevant i forhold til den anmeldte uro på restaurationen. En anden patrulje fik til opgave at lede efter denne bilist.
På restaurationen fik politiet klarlagt, at en 49-årig mand fra Rødvig havde kastet sin telefon gennem restaurationen, ligesom han formentlig kunne mistænkes for at have kastet rundt med en barstol.
Den 49-årige blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven og forklarede, at adfærden skyldtes frustration over, at en betalingsapplikation på hans mobiltelefon ikke virkede efter hensigten. Han kan nu forvente en bøde på grund af den adfærd på stedet, men ingen kom til skade som følge heraf.
Den anden patrulje fik standset den hurtigtkørende personbil på Rødvigvej lidt syd for Store-Heddinge. Bilen blev ført af en 46-årig kvinde fra Store-Heddinge, som var så påvirket af spiritus, at hun blev sigtet for spirituskørsel.
Den 46-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Hun havde intet med den 49-åriges adfærd på restaurationen at gøre, men havde blot hentet en person på restaurationen kort forinden anmeldelsen fra stedet.
Lørdag – søndag:
Spirituskørsel – Freeses Vej, Jyderup – Holbæk
Kl. 13.39 anholdt og sigtede politiet en 62-årig mand fra Jyderup for spirituskørsel i en personbil, som han førte ad Freeses Vej. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Bilist uden kørekort var efterlyst – Gartnervej, Løve, Høng – Kalundborg
Kl. 14.50 bemærkede en patrulje en ældre personbil køre ad Gartnervej mod nord. Bilen blev efterfølgende standset med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøjet.
Bag rattet sad en 27-årig mand fra Slagelse, som ikke kunne fremvise noget kørekort, fordi han i forvejen var frakendt kørekortet. Han blev derfor sigtet for den overtrædelse af færdselsloven.
I forbindelse med en rutinemæssig kontrol af disse oplysninger om frakendelse af førerretten blev politiet opmærksom på, at den 27-årige faktisk var efterlyst af Syd- og Sønderjyllands Politi som udeblevet fra afsoning af en frihedsstraf, som den 27-årige tidligere var blevet idømt.
Den 27-årige blev derfor straks frihedsberøvet og afleveret til Kriminalforsorgen, så afsoningen af den idømte frihedsstraf kunne starte. Senere vil han dog høre nærmere i anledning af dagens sigtelse for overtrædelse af færdselsloven.
Mistænkeligt forhold var børns leg – Vårgyvelvej, Karlslunde – Greve
Kl. 16.26 slog en opmærksom borger alarm, idet der i et mørklagt hus kunne ses skæret fra lommelygter, hvilket borgeren fandt mistænkeligt.
En patrulje blev sendt mod stedet, samtidig med at politiet kontaktede en beboer på den pågældende adresse. Beboeren kunne straks berolige politiet med, at alt var trygt, idet der blot var tale om børn, der brugte lommelygter i et mørklagt hus. Derfor foretog politiet sig ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.
Narkokørsel – Københavnsvej, Køge
Kl. 17.27 anholdt og sigtede politiet en 19-årig mand fra Solrød Strand for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Københavnsvej. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, idet narkometertesten havde indikeret påvirkning af hash.
Narkobilist uden førerret mv. – Kalundborgvej, Holbæk
Kl. 20.05 standsede politiet en stor 45-knallert, som en 35-årig mand fra Holbæk førte ad Kalundborgvej ved Stenhusvej i Holbæk. Den 35-årige havde ikke kørekort til 45-knallerten og blev i øvrigt skønnet påvirket af narkotika under kørslen.
Efter sigtelse for de to overtrædelser af færdselsloven blev han kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer (mistanke om hash).
Herefter kørte politiet ham hjem til bopælen, som efterfølgende blev ransaget på grund af mistanke om besiddelse af euforiserende stoffer. Politiet fandt i den forbindelse 9,6 gram hash, som i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer blev beslaglagt som bevis i den sag.
Kørsel i frakendelsestiden – bilejer sigtet – Kalundborgmotorvejen, Holbæk
Kl. 21.21 blev en 26-årig mand fra Jerslev Sj. sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset som fører af en personbil på Kalundborgmotorvejen ved afkørsel 2.
Da det ikke var den 26-åriges egen bil, kan bilens ejer – en 24-årig kvinde fra Jyderup – forvente også at blive sigtet for overtrædelse af færdselsloven, idet hun kan mistænkes for at have overladt føringen af bilen til en person, der ikke lovligt kunne være fører af køretøjet.
Mistænkeligt forhold – Schandorphsvej, Ringsted
Kl. 21.48 undrede en lokal borger sig over nogle personers ophold og adfærd i en garage på Schandorphsvej. Flere biler var kommet til stedet, men kørt derfra igen kort tid efter, hvilket fik borgeren til at mistænke de tilstedeværende for at sælge euforiserende stoffer. Da ejeren af garagen ikke kendte noget til nogens ophold på stedet, anså borgeren forholdene for mistænkelige.
En patrulje kørte til stedet og fandt garagen med åbenstående port. Der var ingen personer på stedet, men en lugt af hash hang i luften i garagen. Politiet sikrede nu garagen og forlod stedet, da der ikke var grundlag for at foretage yderligere nuværende tidspunkt.
Narkokørsel uden førerret – Lillevangsvej, Greve
Kl. 23.50 kontrollerede politiet en bilist, som kørte rundt i en personbil på området ved tankstation.
Bilen blev ført af 30-årig mand fra Jyllinge, som kunne mistænkes for at være påvirket af både cannabis og kokain under kørslen. Han havde ikke nogen førerret, som var blevet inddraget af politiet i 2022, så den overtrædelse af færdselsloven blev han også sigtet for.
Den 30-årige, der i øvrigt nægtede sig skyldig i sigtelserne, fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Når analyseerklæringen foreligger, vil den 30-årige blive underrettet herom, så han kan få vished for påvirkning af euforiserende stoffer eller ej.
Personbilen ejes af en anden end den 30-årige fører, så bilejeren kan forvente også at blive sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved at have overladt føringen til en person, som ikke lovligt kunne være fører af køretøjet.
Unge gæster på restauration – Rødvig – Stevns
Kl. ca. 00.30 foretog en patrulje et tilsyn på en restauration i Rødvig i tryghedsskabende øjemed, idet politiet havde fået et tip om, at der kunne opholde sig unge under 18 år på restaurationen.
Patruljen vurderede, at der var omkring 100 gæster til stede, men en del unge mænd og kvinder forlod hastigt stedet ad bagdøren ved synet af politiet. Da der ifølge politiets skøn kunne være tale om gæster under 18 år, som ikke måtte være til stede på restaurationen efter kl. 23.00 som anført i den udstedte bevilling, gjorde politiet restaurationens personale opmærksom på den mulige problematik med unge gæster på stedet. Politiet forlod herefter restaurationen, da de tilbageværende gæster alle skønnedes at være over 18 år, så de lovligt måtte opholde sig på stedet.
Kl. ca. 01.20 bemærkede samme patrulje en ung mand forlade samme restauration ad fordøren, og pågældende blev identificeret som en 17-årig ung mand fra Rødvig. Ved en nærmere kontrol fandt politiet ham i besiddelse af en såkaldt pølsemandspose, der viste sig at indeholde 0,03 gram kokain. Den 17-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og fik beslaglagt kokainen som bevis i sagen, som forventes afgjort med en bøde.
Politiet foretog igen et tilsyn inde på restaurationen, hvorfra en mindre flok unge igen skyndsomt forlod stedet via bagdøren. En 16-årig dreng fra Rødvig nåede dog ikke at forsvinde fra restaurationen, hvorfor politiet efter aftale med hans værge kørte ham hjem.
Indehaveren af restaurationen blev efterfølgende kontaktet og gjort bekendt med politiets observationer ved de to tilsyn, som var grundlag for optagelse af en rapport om mulig overtrædelse af restaurationsloven, selv om politiet ikke havde set direkte servering af alkoholiske drikke til unge under 18 år.
Mand endte alligevel i detentionen – Ivar Huitfeldtsvej, Køge
Kl. 00.23 bad DSB om assistance fra politiet til at bortvise en spirituspåvirket person fra S-toget på Køge S-station.
Politiet fik kontakt til en spirituspåvirket, 53-årig mand fra Sverige, som havde haft et aggressivt kropssprog over for DSB-personalet, men ikke forulempet nogen. Politiet fandt derfor ikke grundlag for en sigtelse af den 53-årige, der ved politiets foranstaltning blev bortvist fra S-toget, fordi han blev skønnet i stand til at kunne klare sig selv og forstå budskabet med bortvisningen.
Kl. 01.50 havde samme svenske mand fundet vej tilbage til S-toget, så nu så politiet ingen udvej end af frihedsberøve den spirituspåvirkede, svenske mand. Efter et lægetilsyn blev han anbragt i detentionen på politistationen i Roskilde, hvor han fik et ophold frem til søndag formiddag, hvor han blev løsladt.
Forsøg på indbrud i skur – Karlstrupvej, Solrød Strand
Kl. 00.54 anmeldte en 45-årig mand, at han netop var blevet vækket af en alarm fra sit skur, hvorefter han havde set en person flygte fra stedet.
Anmelderen var selv kørt ud for at lede efter personen og fik efterfølgende assistance fra politiet, men desværre forgæves i forhold til identificeret af nogen mistænke. Anmelderen kunne beskrive den flygtende som en mand, almindelig af bygning, iført mørkt tøj med hætte. Der var tilsyneladende ikke blevet stjålet noget fra skuret.
Misbrugte andens personlige oplysninger – Nygade, Holbæk
Kl. 01.04 anmeldte personalet fra et diskotek, at en yngre kvinde var tilbageholdt som mistænkt for at have identificeret sig som en anden og ældre for at opnå adgang til diskoteket.
Politiet fik kontakt til en 17-årig ung kvinde fra Svinninge, som ved indgangen på sin mobiltelefon havde fremvist et foto med identitetsdokumenter tilhørende hendes lidt ældre veninde.
Efter afhøring i anledning af sigtelsen for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at udgive sig for at være en anden end den, man reelt er, bortviste politiet den 17-årige fra diskoteket, hvor hun ikke måtte opholde sig efter kl. 23.00ifølge diskotekets alkoholbevilling.
De sociale myndigheder og den 17-åriges værge vil blive underrettet om hendes forsøg på at snyde sig til adgang til diskoteket og straffesagen i den anledning.
Kørsel uden førerret – Holbækmotorvejen, Kirke-Såby – Lejre
Kl. 03.38 standsede politiet en ældre personbil kørende på Holbækmotorvejen i vestlig retning ved Torkilstrup rasteplads.
Bag rattet sad en 17-årig ung mand fra Silkeborg, som ikke havde erhvervet sig et kørekort. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret i bilen, hvor en 17-årig ung kvinde var passager.
En 46-årig kvinde fra Silkeborg blev senere som ejer af personbilen også sigtet for overtrædelse af færdselsloven, idet hun kunne mistænkes for at have overladt føringen af bilen til en person, som ikke lovligt kunne være fører.
Begge sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, der underrettede både den 17-åriges værger og de sociale myndigheder i hans hjemkommune om sagen.
Forstyrrende kvinder ved restauration – Havnen, Køge
Kl. 04.21 bad dørmændene ved en restaurationen om hjælp til at bortvise to kvinder, der både var udadreagerende og højtråbende, ligesom de nægtede at forlade stedet efter afvisning af adgang til restaurationen.
Politiet fik på stedet kontakt til en 27-årig kvinde fra Køge og en 29-årig kvinde fra Hårlev, der begge var påvirket af spiritus. Trods politiets tilstedeværelse fortsatte de deres adfærd med forstyrrelse af den offentlige orden, så politiet sigtede dem for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, inden de blev bortvist fra stedet.
Begge sigtede kvinder kan nu forvente at modtage en bøde som afgørelse på sagen.
Tissede på gaden – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 04.50 kunne en 20-årig mand fra Kalundborg ikke holde sig længere, så han urinerede på gaden lige ved siden af et diskotek.
Politiet sigtede den 20-årige for sit tisseri på gaden, da adfærden forstyrrede den offentlige orden og kunne vække forargelse. Den 20-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og kan allerede nu se efter bøden på 1.000 kr. i sin digitale postkasse.
Søndag – mandag
Narko/spirituskørsler – Odsherred
Kl. 08.30 stoppede en patrulje en bilist på Vestergade i Herrestrup, Grevinge. Bag rattet sad en 45-årig mand fra Fårevejle, som viste sig at være narkopåvirket. En narkometertest gav udslag for hash, så han blev sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Den 45-årige havde heller ikke noget gyldigt kørekort, da han ikke havde været oppe til en kontrollerende køreprøve efter en tidligere frakendelse. Han kørte i en bil, som var uindregistret, men på bilen sad nummerplader, som tilhørte et andet bilmærke. Den 45-årige var ved at reparere bilen for en bekendt, og havde sat et par nummerplader på fra en anden bil under prøveturen. Den 45-årige blev derfor sigtet for at køre i en bil der hverken var registreret eller forsikret. Bilens ejer blev kontaktet og sigtet for at overlade bilen til en person uden kørekort. Efter blodprøveudtagelsen blev den 45-årige løsladt, men vil høre meget mere i sagerne senere.
Kl. 14.08 på Ny Holbækvej i Grevinge blev en 19-årige lokal ung mand sigtet og anholdt for at køre i påvirket tilstand, da han blev stoppet rutinemæssigt. En test med alkometeret viste en promille over det tilladte, og han blev i en narkotest fundet positiv for euforiserende stoffer. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.
Nu venter politiet på resultatet af blodprøverne i sagerne, hvorefter de sigtede vil få besked om sagens videre gang.
Bilist med kørselsforbud havde knive i bilen – Roskildevej, Holbæk
Kl. 19.50 stoppede en politipatrulje en 25-årig mand fra Slangerup, som kørte selvom han i sommer blev meddelt et kørselsforbud, da han som ny bilist havde fået to klip for at køre for stærkt. Han havde ikke været oppe til en kontrollerende køreprøve og generhvervet sin førerret, så han blev sigtet for kørsel uden førerret. I bilens sidedør fandt betjentene to knive, som den 25-årige ikke havde et anerkendelsesværdigt formål til at besidde. Knivene blev beslaglagt, og han blev sigtet for at overtræde knivloven.
Bilen havde den 25-årige lånt, så ejeren blev kontaktet, da turen stoppede her. Bilejeren kan forvente en bøde for at låne sin bil ud til en person uden kørekort.
Blæsten væltede træer men ingen kom til skade – Hele kredsen
Blæsevejret var årsag til mange anmeldelser om væltede træer og løse genstande. I de fleste tilfælde håndterede brandvæsnet eller kommunen sagerne, men enkelte gange lagde en patruljen vejen forbi for tjekke forholdene. Ingen melding om, at nogen kom noget til i forbindelse med blæsevejret.
Kl. 13.25 – Munkholm Skov, Holbæk. Væltet træ blev fjernet af brandvæsnet.
Kl.13.28 – Fælleskiftevej, Ringsted. Vand på vejen, brandvæsnet orienteret. Mindre oversvømmelse på privat grund.
Kl. 13.46 – Strandroseparken, Køge. Tagplader ved at blæse af hus. Brandvæsnet orienteret.
Kl. 13.49 – Bryggerparken, Ågerup, Roskilde. Melding om tagplade der var blæst af nybyggeri, og endnu en plade løs. Byggefirma kontaktet.
Kl. 13.53 – Skagerakvej/Kløverstien, Holbæk. Skraldespande flyver rundt på vejen. Brandvæsnet orienteret.
Kl.14.06 – Kystparken, Kalundborg. Stort træ væltet ned i andre træer, med mulig risiko for yderligere væltede træer. Brandvæsnet orienteret.
Kl. 14.33 – Adelers Alle, Fårevejle. Afspærring ved vejarbejde havde flyttet sig i blæsten, så den var kommet over i den anden vognbane. Brandvæsnet løste opgaven.
Kl. 14.40 –Anneberg Stræde/Anneberg Bakke, Fårevejle. Et væltet træ spærrede den ene vognbane.
Kl. 15.12 – Skovvejen ved Jyderup. Et træ var væltet og havde ramt to biler. Ingen personskade. Træet lå halvt ude på vejen ved afkørslen til Jyderup, og brandvæsnet blev tilkaldt.
Kl. 15.15 – Røsnæsvej, Kalundborg. Et væltet træ spærrede vejen.
Kl. 15.18 – Lillesøvej, Kalundborg. Træ væltet ud på vejen. Ejeren af træet kunne selv fjerne træet, så der var ikke behov for brandvæsnets hjælp.
Kl. 15.19 - Eskebjergvej i Eskebjerg, Kalundborg kom anmeldelse om to væltede træer, der lå henover vejen, så større køretøjer ikke kunne køre under. Det ene træ havde en diameter på 30 cm, og brandvæsnet blev anmodet om akut at fjerne træerne.
Kl. 15.27 – Røsnæsvej, Kalundborg. Brandvæsnet blev sendt til endnu et væltet træ, der lå over vejen.
Kl. 15.27 – Smedelundsgade, Holbæk. Et reklameskilt på 2,5 mx 2,5 m havde revet sig løs og var i risiko for at flyve af. Politiet tog skiltet ned, så der ikke opstod farlige situationer på stedet.
Kl. 15.46 - Søndre Mellemvej, Roskilde. Melding om jern fra taget, der kunne falde ned. Ingen akut fare.
Kl. 15.57 – Jernbanevej, Kalundborg. Anmeldelsen lød på at et tag var blæst af. Da patruljen kom frem viste det sig, at der kun var tale om en tagplade, som lå på jorden kilet fast, så den ikke var til fare for nogen.
Kl. 16.05 – Havbyrdvej, Ringsted. Et træ er væltet og ligger over vejen. Brandvæsnet skar træet op, så vejen igen blev fri.
Kl. 16.08 – Odsherredvej, Nykøbing Sj. Træ på vejen, brandvæsnet tilkaldt.
Kl. 16.13 – Slimmingevej, Tureby, Køge. En km nord for Ringsbjergvej lå et væltet træ på kørebanen. Kommunen kontaktet.
Kl. 16.26 – Skovvejen mod øst km. mrk 14. Et træ ligger i første vognbane. Vejdirektoratet orienteret.
Kl. 16.56 - Rørvigvej, Nykøbing Sj. – Træ ligger i den ene vognbane.
Kl. 16.56 - Roskildevej ud for nr. 239, Ringsted. – Træ spærrer vejen. Brandvæsnet orienteret.
Kl. 17.11 – Oddenvej, Sj. Odde. Mindre træ på kørebanen.
Kl. 17.17 – Ringstedvej, Mørkøv. Træ væltet på vejen.
Kl. 17.23 Egerupvej, Ringsted. Et træ var væltet over vejen og lå så hele vejen var blokeret i begge retninger.
Kl. 17.36 – Skjoldenæsvej, Jystrup, Ringsted. Træ spærrer hele vejen.
Kl. 18.15 - Gærdevænget, Højby, Odsherred. Væltet træ spærrer begge kørebaner.
Kl. 20.01 - Pilemøllevej, Greve. Træ væltet tæt på¨Hundigevej og spærrede vejen. Kommunen kontaktet.
Kl. 21.33 – Ågerupvej, Vipperød. Træ væltet over vejen ned i et hegn i et sving. Ejeren af ejendommen orienteret.
Kl. 22.32 – Ved Banen, Lille-Skensved. Glas på vejen ved virksomhed. Kommunen orienteret.
Varebil slæbte personbil på motorvej – Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl. 20.26 anmeldte en bekymret borger, at der på motorvejen i nordgående retning kørte en polsk varebil, der trak en polsk personbil efter sig med omkring 110 km/t. En patrulje blev sendt til motorvejen, hvor bilerne blev stoppet ved afkørsel 31B – Egedesvej Køge Nord.
I bilerne sad to mænd fra Polen på 27 og 28 år, som blev sigtet for at overtræde færdselslovens regler om slæbning, da dette skete over en lang strækning på motorvejen med for høj hastighed. I bekendtgørelse om slæbning står, at den højest tilladte hastighed for slæbning med tov er 30 km/t. Tovet som var spændt mellem køretøjerne var desuden væsentlig længere end de tilladte 4 meter. Turen sluttede der, og de blev vejledt om at tilkalde vejhjælp. De to sigtede kan forvente en bøde i sagen.
Fuld, høj og uden kørekort – Trekroner Alle, Roskilde
kl. 23.47 stoppede en patrulje føreren af en personbil på Trekroner Alle i Trekroner, som viste sig at køre hattrick på farlige trafikforseelser. Bilisten, en 35-årig lokal mand, blev i en narkometertest fundet positiv for kokain, han kørte med for høj alkoholpromille og var desuden frakendt førerretten helt frem til 2025 i en tidligere sag om narko- og spirituskørsel.
Bilisten blev anholdt og sigtet for de alvorlige forhold, hvorefter han måtte med en tur om på bagsædet af patruljebilen for at få udtaget en blodprøve på sygehuset. Han blev løsladt kort efter midnat, men vil høre mere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.