Nyheden er fra Jyderup Boldklub
Pr. 1/1-2021 kan vi byde Jakob og Stefan velkommen som det nye trænerteam for Jyderup's 1. hold på seniorsiden. Vi har i den forbindelse stillet dem et par spørgsmål omkring fremtiden i klubben.
Navn: Jakob Smidt
Alder: 39
Bopæl: Jyderup (tilflytter i marts)
Civilstand og børn: Gift, 4 børn
Job: Chauffør i Roskilde Orto-Teknik (tandregulerings laboratorium)
Andet: Som aktiv har jeg spillet det meste af min senior tid i Hagested, med et par korte afstikkere til Hvalsø og Vindinge.
Tiden som aktiv bød på kampe i sjællandserien, men da jeg som 27 årig blev ramt af den første, og flere diskusprolapser fulgte i årene efter, blev jeg tvunget til at lægge støvlerne på hylden.
Jeg følte dog at det var for tidligt at være færdig med fodbold, og valgte derfor at gå trænervejen.
Jeg har været træner i 7 år, 3 1/2 år i HTN og derefter 3 1/2 år i Hagested IF.
Jeg tog min Uefa B-licens for ca. 3 år siden.
Navn: Stefan Bolander
Alder: 40år
Bopæl: Holbæk
Civilstand og børn: Forlovet og har en dreng på 20år
Job: Arbejder indenfor den pædagogiske praksis og har gjort det i de seneste 10år.
Andet: Har spillet fodbold siden jeg var 7 år, og har spillet det meste af min senior tid i Hagested, dog med et par afstikkere.
De sidste 4 år har jeg været træner.
Jeg startede som cheftræner i HB&I, og tog derefter til Hagested som assistent træner.
Nedenstående er vores lille interview.
Hvordan kan det være at jeres næste projekt netop blev JBK?
Stefan og jeg var begge enige om at vi var klar til en ny udfordring.
Så da Marthine Dahl kontaktede mig med muligheden for at træne Jyderup, syntes vi begge det lød som en spændende opgave.
Vi kender jo selvfølgelig klubbens historie de seneste år, og vi vil rigtig gerne være med til at trække klubben den rigtige vej igen.
I kommer ind efter en 2-årig periode som har været hård for klubben, hvor ligger jeres fokus fra start?
Selvtillid og udvikling!
Klubben trak en streg i sandet og startede på en frisk med et ganske ungt hold, og på baggrund af et godt stykke arbejde af Martin Feldthusen og Brian Grønkjær Slott må vi jo sige at holdet er godt på vej.
Vi vil derfor forsøge at udnytte den positive stemning til at indarbejde vores ideer og spillestil, og forhåbentlig fortsætte den gode udvikling
Kan i løfte sløret for hvilken form for fodbold i ønsker drengene skal spille under jeres vinger?
Hvis jeg skal sige det kort, så skal vi arbejde med høj intensitet og megen løbevillighed.
Vi skal tro på egne evner med bolden, og have et offensivt udtryk,- vi vil i hvert fald hellere vinde 4-3 end 1-0 :)
Hvad kan spillerne forvente af jer som trænerduo?
De kan forvente to velforberedte og engagerede trænere, der er helt afklaret med hvordan vi gerne vil spille.
Vi er meget dedikerede og ambitiøse omkring vores hold.
Forstået på den måde, at vi bruger mange timer i hverdagen på overvejelser og snakke omkring hvordan både den enkelte spiller og os som hold kan forbedre sig bedst muligt.
Derudover fungerer et fodboldhold bedst med gode relationer både på og udenfor banen, og skal vi lykkes med det, er det også vigtigt at vi trænere bidrager med godt humør og en god stemning.
Hvad er målsætningen i den sidste halvdel af sæsonen?
Vi vil altid gå på banen for at vinde enhver kamp, og gør vi det i de resterende kampe, så rykker vi op :)
Ej vi skal også være realistiske, vi går jo et forår i møde hvor top 6 i rækken er forholdsvis tæt, så vi er mange om buddet.
Men vi er slet ikke i tvivl om at spillermaterialet er godt nok til oprykning.
Her får i muligheden for selv at sende en besked ud til klubbens medlemmer og følgere!
Vi glæder os til at blive en del af klubben, samt at opleve den flotte opbakning der er på stadion.
opbakning fra lægterne vil altid ha´ en stor betydning, og derfor håber vi også at folk vil komme på stadion i foråret, da der venter os en rigtig spændende sæson.
På falderebet vil vi selvfølgelig på klubbens vegne også takke de midlertidige trænere i form af Martin Feldthusen og Brian Grønkjær Slott. De har ydet et fantastisk stykke arbejde og efterladt et solidt aftryk i form af et hold i rivende udvikling der har fået blod på tanden. Tusind tak