Døgnrapporten i Jyderup: fredag den 29. oktober

Profilbillede
dato

Jyderup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Mellemvang, Højby

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Fluebæksvej, Benløse, Ringsted (forsøg)

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Tingvej, Vindinge, Roskilde


Færdselsuheld – Betonvej / Københavnsvej, Roskilde

Kl. 06.51 blev en ambulance sendt til et færdselsuheld, idet en fodgænger var blevet påkørt i det lysregulerede vejkryds Københavnsvej-Betonvej. En 28-årig mand fra Roskilde var som fodgænger blevet påkørt, da han i fodgængerfeltet tværs over Københavnsvej gik fra nord mod syd. I det samme kom en 45-årig mand fra Jyllinge i en varebil ad Betonvej og svingede til højre ad Københavnsvej mod vest. Fodgængeren blev i ambulancen bragt til skadestuen, men var sluppet uden behandlingskrævende skader. Den 45-årige varebil fik en mindre skade ved kofangeren som følge af uheldet, som politiet har optaget om for at få belyst de nærmere omstændigheder ved uheldet i det lysregulerede vejkryds.

Brand i øvrigt – Isafjords Alle, Holbæk

Kl. 13.48 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af melding om ildebrand i en lejlighed i en beboelsesejendom, hvor en 55-årig mand boede. Det viste sig ikke at være så alvorligt som først antaget, idet brandvæsnet og politiet kunne konstatere, at en slags kortslutning i stikket til en vaskemaskine havde forårsaget mindre sodskader. Relæet havde slået fra, så der var ikke var sket nogen egentlig skade, så myndighedernes råd at få en elektriker til at kigge på stikkontakten. Ingen kom til skade ved hændelsen, så politiet foretog sig ikke yderligere.

To biler stødte sammen – Ringstedvej/Stærmosegård, Svinninge – Holbæk

Kl. 16.50 skete et uheld i T-krydset ved Stærmosegård/Ringstedvej i Svinninge, da to biler kørte sammen ved lav hastighed. En 19-årig mand fra Mørkøv kørte i en personbil ad Stærmosegård frem i krydset ved Ringstedvej, hvor han skulle svinge til venstre. En personbil med en 44-årig kvinde fra Jyderup bag rattet kørte ad Ringstedvej mod sydøst. Den 19-årige kørte frem i krydset, og ramte den 44-åriges bil på højre forende. Politi og ambulance kørte frem til stedet, hvor de to parter blev tilset. Ingen var kommet noget alvorligt til, men der var sket skader på bilerne. Politiet optog rapport om uheldet, da der var mistanke om en vigepligtsforseelse.

Bilist påkørte el-skab – Mastrupvej, Sejerby, Sejerø – Kalundborg

Kl. 17.38 kontaktede sognefogeden på Sejerø politiet for at anmelde et uheld i Sejerby. En bilist havde mistet herredømmet over bilen og havde påkørt et el-skab. Bilisten, en lokal mand i 30´erne var ikke kommet noget til, men der var behov for at tilkalde el-selskabet til at udbedre skaderne på el-skabet. Der var mistanke om, at bilisten kunne være påvirket af spiritus i et vist omfang. Han indvilligede i rutinemæssigt at få udtaget en blodprøve, som skal vise, om han var påvirket af spiritus over det tilladte. Politiet optog rapport om uheldet, og afventer nu resultatet af blodprøven.

Cannabisplanter vakte mistanke – Knabstrup, Mørkøv – Holbæk

Kl. 17.46 kørte en politipatrulje i Knabstrup, da de så noget et mistænkeligt. I en have, ved et hus, i et interimistisk væksthus, så betjentene flere cannabisplanter. Patruljen havde narkohunde med i bilen, så deres næse for den slags sager var særligt skærpet. Politiet henvendte sig på adressen, hvor de traf en lokal mand i 40´erne, som straks erkendte, at det rigtig nok var cannabis (hash) han dyrkede.

Patruljen med narkohund ransagede huset og haven, hvor der i alt blev fundet 3 cannabisplanter, 17,31 gram hash og 132, 43 gram marihuana, som blev beslaglagt og senere vil blive destrueret. Den antrufne mand blev sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer.

Lov om euforiserende stoffer – Holbæk Have, Holbæk

Kl. 18.15 kørte en hundepatrulje på Holbæk Have, da betjentene bemærkede en bil, som havde monteret nummerplader, der var efterlyst som stjålne. Patruljen henvendte sig ved bilen, hvori der sad to yngre mænd lokale mænd på 17 og 18 år. Den 18-årige, der sad på førersædet, oplyste, at han netop havde købt bilen og nægtede kendskab til den stjålne nummerplade.

Patruljen visiterede de to mænd, hvor den 18-årige blev fundet i besiddelse af to klumper hash og en klump skunk. Den 17-årige havde intet ulovligt på sig. I bilen fandt politiet 37 klumper hash, og politiet sigtede på den baggrund den 18-årige for besiddelse af i alt 40 gram hash og 1,6 gram skunkmed henblik på videreoverdragelse. Hans bopæl blev ransaget af politi med narkohund, men der blev ikke fundet yderligere ulovligt. Politiet skal nu undersøge ejerforholdet af bilen nærmere og herunder afklare, hvem som skal stilles til ansvar for de stjålne nummerplader. Den 18-årige kan forvente at høre mere i sagen senere.

Ulovlige parkering skabte trafikale problemer – Vindingevej, Roskilde

Kl. 19.28 fik politiet anmeldelse om, at der var opstået trafikale problemer på Vindingevej i Roskilde i den nordøstlige ende tættest på bymidten. Borgerne på vejen var generet af ulovligt parkerede biler, som gav ekstra udfordringer, idet der også var et vejarbejde i gang på Vindingevej. En patrulje kørte til stedet, hvor de udstedte tre parkeringsafgifter til ulovligt parkerede biler. Politiet vil fortsat holde øje med trafiksituationen på Vindingevej, og medbringe bødeblokken for at få standset den ulovlige parkering på stedet.

Unge larmede i P-hus – Optakten, Musicon, Roskilde

Kl. 22.18 fik politiet anmeldelse om, at en gruppe unge var forsamlet omkring fem biler i P-huset ved Musicon, hvor der blev spillet høj musik. Kort efter lagde en patrulje vejen forbi, og kørte en tur i området. Politiet mødte ingen personer eller biler, som gav anledning til larm eller uorden.

Brand i bil – Ølbycenter, Køge

Kl.00.49 kom et alarmopkald om brand i en bil ved Ølbycenter på P-pladsen ved en tankstation. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor det brændte kraftigt i bilen. Bilen holdt så langt fra tankanlægget, at der ikke var risiko for spredning til benzinstanderne. Brandvæsnet slukkede branden og fyldte bilen med brandhæmmende skum. Politiet undersøgte bilen, som udbrændte totalt. Ejeren blev kontaktet og orienteret om branden og de omfattende skader på bilen. Bilen blev indbragt til nærmere undersøgelse, for om muligt at afklare brandårsagen.

Politiet vil gerne høre fra vidner, som har set personer eller køretøjer omkring bilen før eller omkring det tidspunkt, hvor branden brød ud omkring kl 00.49 natten til fredag. Bilen er en orange Kia Picanto personbil, årg. 2009.

Ring til politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.

 

OPFØLGNING


Varetægtsfængsling – Knallerter stjålet efter trusler - Nørregade, Ringsted

Retten i Roskilde varetægtsfængslede to unge mænd på 17 år i forbindelse med et grundlovsforhør torsdag kl. 13.00. Ved retsmødet blev de blev sigtet for røveri, til dels ulovlig tvang og uberettiget brug af to knallerter, som de havde frataget to unge mænd på 15 år under ophold i Nørregade, Ringsted, onsdag eftermiddag kl. ca. 17.35.

De to sigtede var blevet anholdt senere onsdag aften, da de blev truffet dels i området ved Søndre Parkvej på den ene af de stjålne knallerter, dels ved eftersøgning i Ringsted by.

Begge unge mænd blev varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 4. november 2021 og efterfølgende anbragt i en lukket institution for unge kriminelle.

Den manglende knallert fandt ejerens mor torsdag middag i området ved Ahorn Alle, Ringsted, hvor hun så knallerten blive brugt af en p.t. ukendt ung mand. Han efterlod på et tidspunkt knallerten, så moderen kunne sætte sig i besiddelse af den. Politiet kunne herefter undersøge knallerten for spor til eventuel identifikation af den person, der uberettiget havde benyttet den, idet brugeren var forsvundet i området inden politiets ankomst.


Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi