Døgnrapporten i Jyderup: torsdag den 16. december

Profilbillede
dato

Jyderup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Greve Strandvej, Greve
Astersvej, Roskilde

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Skibsager, Karlstrup, Solrød Strand
Agerstien, Tune (forsøg)
Møllemarken, Valløby, Køge
Åparken, Svinninge (2 anmeldelser)
Amtstue Alle, Ringsted

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Søkrogen, Lumsås, Nykøbing Sj.

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Søndre Parkvej, Ringsted
Dronning Sofies Vej, Roskilde

Konfiskation af leasingbil efter vanvidskørsel

Retten i Roskilde har nu godkendt, at politiet kan konfiskere en leaset Peugeot. Bilen blev beslaglagt i juli i år, efter at føreren var taget for spirituskørsel. Han blev idømt 20 dages fængsel for at have kørt i bilen på Køge Bugt-motorvejen ved Greve med en promille på 2,18.

Bilen var leaset af førerens søn, der i retten nægtede, at han skulle have givet sin far lov til at låne bilen. Men da sønnen tidligere har forklaret politiet, at han havde lånt bilen ud til faderen, så valgte retten at tilsidesætte sønnens forklaring i retten. Spirituskørsel med en promille på over 2,00 anses for vanvidskørsel, og dermed kan der ske konfiskation af køretøjet, med mindre det vil være uforholdsmæssigt i forhold til ejerens mulighed for at kunne vide, at bilen ville blive brugt til overtrædelse af lovgivningen, eksempelvis hvis den er blevet stjålet. Men rettens vurdering i den konkrete sag var altså, at betingelserne for at konfiskere bilen var opfyldt

Færdselskontrol i Holbæk – mange alvorlige sager på kort tid

Onsdag holdt politiet en færdselskontrol i Holbæk by. Om formiddagen ved pendlerpladsen på Ringstedvej og over middag ved Kalundborgvej ved Skovsangervej ud for en tankstation.

Det førte til hele fire sager om narkokørsel, en spirituskørsel, en kørsel i frakendelsestiden og to kørte, selvom de havde fået inddraget deres førerret. Det er usædvanligt mange alvorlige sager på så kort tid.

Otte bilister og en cyklist blev desuden sigtet for at anvende håndholdt mobiltelefon under kørslen. To bilejere blev sigtet for at overlade deres bil til personer uden kørekort. En blev sigtet for ikke at have sikret sit barn under 135 cm i korrekt sikkerhedsudstyr og tre bilister kørte uden sele. En bilist blev sigtet for at efterlade sit køretøj med nøglen i tændingen og en havde ikke medbragt sit kørekort.

På Ringstedvej kl. 10.20 blev en 42-årig mand fra Nr. Asmindrup sigtet og anholdt for narkokørsel og for kørsel uden førerret.

På Kalundborgvej blev hele tre påvirkede bilister standset inden for en time. Den ene var påvirket af både spiritus og narko.

Kl. 13.09 blev en 30-årig mand fra Jyderup anholdt og sigtet for narkokørsel, da en narkometertest viste, at han var påvirket af hash.
Kl. 13.30 blev en 30-årig mand fra Ansæs sigtet og anholdt for narkokørsel.
Kl. 13.40 standsede politiet en 20-årig mand fra Svinninge, som både var påvirket af spiritus over det tilladte, og som også blev testet positiv for euforiserende stoffer.

De sigtede fik udtaget en blodprøve, som politiet nu venter på resultatet af. Herefter blev de løsladt og vil senere høre mere i deres sager.

Brandundersøgelse – to personer omkommet – Kirkebakken, Nykøbing Sj. – Odsherred

Kl. 13.55 rykkede både brandvæsnet og politiet ud til et rækkehus, hvor der var udbrudt brand. Ved brandvæsnets og politiets ankomst var boligen for ældre personer nærmest overtændt, så brandvæsnets røgdykkere ikke kunne komme ind for at lede efter eventuelle personer på grund af den kraftige varme og brandens omfang.

Under slukningsarbejdet ankom pårørende til beboerne, idet de pårørende var blevet alarmeret af et alarmselskab, da alarminstallationer på stedet var blevet afbrudt. En elektriker ankom også til stedet for at afbryde strømmen til den brændende bolig, hvor brandvæsnet og politiet senere på eftermiddagen fandt to omkomne personer, da adgang til stedet var muligt efter brandslukningsarbejdet.

Politiet tilkaldte rutinemæssigt en retsmediciner til at undersøge de to omkomne, men der blev ikke umiddelbart fundet noget mistænkeligt, inden de omkomne blev transporteret væk.

Brandstedet blev afspærret, idet politiet torsdag i samarbejde med kriminalteknikere skal undersøge brandstedet i et forsøg på at finde frem til brandårsagen. De to omkomne formodes at være beboerne på brandstedet, men de er formelt ikke endeligt identificerede.

Mand med luftpistol anholdt - Gartnervang, Roskilde

Kl. 15.05 fik politiet en anmeldelse om, at en mand gik rundt i kvarteret Gartnervang/Køgevej i Roskilde med en luftpistol i hånden. Flere patruljer kørte til stedet, hvor manden nu var gået ind i en lejlighed. Politiet skaffede sig adgang til lejligheden, hvor en 42-årig mand fra Maribo blev anholdt. Lejligheden blev ransaget, hvor politiet fandt en luftpistol og et luftgevær ladt med hagl, der blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Den 42-årige blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen og taget med i detentionen til afrusning, da han var påvirket af spiritus. Den 42-årige protesterede over beslaglæggelsen af hans de beslaglagte våben, så retten skal nu tage stilling til, om politiets indgreb var i orden. Han blev løsladt sent onsdag aften, og vil senere høre mere i sin sag.

Truende mand anholdt – Tigervej, Køge

Kl. 16.56 ringede en 28-årig mand selv 112, da han havde brug for hjælp. Politiet frygtede, at manden kunne finde på at gøre skade på sig selv og fandt frem til, at han havde taget ophold foran et fitnesscenter på Tigervej. Den 28-årig oplyste, at han var i besiddelse af diverse våben, så politiet tog alle forbehold og kørte talstærkt til stedet og en ambulance blev sendt til at holde klar ved behov. Da politiet kom frem til manden så de ingen våben, men han havde to store sten i hånden og gik hen mod politifolkene. Han blev anholdt og pacificeret uden at nogen kom noget til. Han blev taget med til politistationen, hvor han blev tilset af en læge, da han havde brug for hjælp. Han blev løsladt sent onsdag aften. Politiet vurderer nu sagen, for at afklare om han skal sigtes for noget i forbindelse med sagen. Der blev desuden optaget en socialrapport for at sikre hjælp til den 28-årige.

Bil taget fra vanvidsbilist – Skovvejen, Regstrup - Holbæk

Kl. 19.47 foretog en betjent fra færdselsafdelingen en hastighedsmåling af en bilist på Skovvejen i Regstrup, Holbæk, hvor man må køre 70 km/t. En stationcar kom blæsende med susende fart og blev målt med laser til at køre hele 145 km/t. Føreren, en 42-årig mand fra Skibby blev vinket ind til siden og sigtet for vanvidskørsel, da han havde overskredet hastigheden med mere en 100%. Køreturen stoppede der, for politiet beslaglagde hans bil med henblik på konfiskation, som det er muligt efter reglerne om vanvidskørsel der blev indført i marts i år. Den 42-årige modsatte sig beslaglæggelsen, så retten skal nu tage stilling til sagen. Om bilen kan endeligt konfiskeres bliver afgjort sammen med hastighedssagen ved et senere retsmøde, hvor der også vil blive nedlagt påstand om en ubetinget frakendelse af den 42-åriges førerret og en klækkelig bøde.

Forsøg på røveri på gaden – Ladegårdsstien, Roskilde

kl. 21.09 anmeldte en handlekraftig 37-årig mand fra Roskilde, at han kort forinden havde afværget et røveri på gaden, hvor to unge på en knallert havde forsøgt at true ham til at udlevere telefon og penge. Den 37-årig kom gående på Ladegårdsstien ved Drosselvej i Himmelev, Roskilde, da han bemærkede to unge mænd på en knallert, der passerede ham på Klosterengen.

De to unge kørte sammen på en scooter af mrk. PGO hot 50 og beskrives som:

A: Mand, 14-15 år, anden etnisk herkomst end dansk, spinkel af bygning. Skægstubbe. Iført: Sort scott-jakke, sort kasket og hvide kondisko.

B: Mand, 14-15 år, anden etnisk herkomst end dansk, almindelig af bygning. Iført: Sort scott-jakke og sort kasket.

De unge mænd vendte om og kørte tilbage mod den 37-årige, hvor den ene unge mand steg af knallerten og krævede hans penge og telefon. Den 37-årige afviste den unge mand, som herefter slog ham i hovedet. Den 37-årige forsvarede sig ved at slå tilbage, så den unge mand fik næseblod, hvorefter unge mænd stak af fra stedet på knallerten med uforettet sag.
Politiet kørte til stedet for at forsøge at finde frem til de to mistænkte unge mænd, men fandt dem ikke. Den 37-årige var ved godt mod og ikke kommet noget alvorligt til. Han blev afhørt til sagen og kørt til undersøgelse på skadestuen.

Sagen om forsøg på røveri efterforskes nu og politiet søger vidner i sagen. Borgere som har bemærket de to unge mænd på knallert i området omkring Ladegårdsstien, Klosterengen og Drosselvej i Himmelev, Roskilde bedes kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Demonstration ved slagteri – Sleipnersvej, Ringsted

Kl. 04.21 fik politiet anmeldelse om en uanmeldt demonstration foran et slagteri i Ringsted. Omkring 23 demonstranter havde taget opstilling foran indgangene til slagteriet og spærrede vejen for lastbilerne, som skulle til og fra stedet. Politiets indsatsleder og flere patruljer kørte til Ringsted for at få et overblik over demonstrationen. Lastbilerne til slagteriet blev ledt ind til slagteriet via andre adgange. Omkring kl. 08.25 brød fire demonstranter brød ind på område. De blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen og ført ud igen. Omkring kl. 09.34 blev alle demonstranterne hente af deres bus og kørte væk fra stedet. Ingen blev anholdt i forbindelse med demonstrationen, men de sigtede kan forvente en bøde i sagen.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 06.02 torsdag morgen fik politiet underretning om, at flere trafikanter var blevet impliceret i et færdselsuheld på Vestmotorvejen i det vestgående spor mellem Ringsted og Tuelsø rasteplads ved Sorø.

Ved politiets og redningspersonalets ankomst til stedet viste det sig, at hele motorvejen var spærret, så en skiltevogn blev tilkaldt til at lede trafikken væk fra motorvejen ved afkørsel <36> Ringsted N.

En kvæstet, 25-årig mand fra Skælskør blev i en ambulance hastigt bragt til et sygehus i København til den fornødne behandling, således at ambulancen på en del af ruten dertil ville få eskorte af politiet for at nå frem hurtigst muligt.
En bilinspektør blev tilkaldt til undersøgelse af uheldsstedet og de implicerede køretøjer, da det ikke kunne udelukkes, at den 25-årige havde pådraget sig en alvorligere personskade.

Den foreløbige konklusion efter bilinspektørens undersøgelser og afhøring af de to tilbageværende parter var, at en 46-årig mand fra Nordsjælland kørte i en varebil med tilkoblet trailer belæsset med en minigraver. Bag ham i vognbanen længst til højre kørte en 18-årig mand fra Ringsted i en personbil, som også havde tilkoblet en trailer.

Af ukendte årsager påkørte den 18-årige varebilens trailer, så denne trailer som følge heraf blev revet af trækkrogen. Den løsrevne trailer kørte tværs over overhalingssporet og ramte autoværnet, inden den efter en kortere strækning standsede delvist ude i overhalingssporet. I det samme kom den 25-årige fra Skælskør kørende med højere hastighed end bilerne med trailerne og ramte ind i den løsrevne trailer. Herved skete der stor skade på den 25-åriges bil, ligesom han selv kom til skade og derfor skulle på hospitalet.

Tilkaldte bugseringskøretøjer fik fjernet de forulykkede køretøjer fra motorvejen, så trafikken i det vestlige spor blev åbnet kl. ca. 09.10. Efterfølgende skulle kø både på motorvejen og de omkringliggende veje ved Ringsted afvikles. Politiet har ikke yderligere oplysninger om den 25-åriges tilstand.

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi